< Tilbage

Champagne, tapas og flotte hingste fra Helgstrand Dressage20-05-2016 - 23:37

Fredag aften fik Aalborg besøg af Helstrand Dressage, som havde medbragt tre hingste til aftenens event. Publikum blev guidet igennem uddannelsen af de tre heste og fik som afslutning på dagen serveret tapas og champagne.

Fredagen sluttede med Helgstrand Dressage Event, hvor Janne Seeman guidede os igennem en lærerig aften i selskab med Andreas Helgstrand. Der var ca. 200 gæster i den store ridehal på Finstrupgaard, hvor de mange nordjyske Helgstrand fans havde taget turen til Aalborg for at høre om, hvordan de talentfulde ungheste fra Helgstrand Dressage uddannes med udgangspunkt i deres styrker.

 

Andreas havde taget den 4-årige Fürst William med, som blev redet af den svenske Emma Ahlberg. Andreas fremhævede vigtigheden af, at der skulle være meget knæaktion fortil, og at hesten skulle gå taktfast og lægge sig til på biddet. Emma blev fremhævet som særlig talentfuld til at ride de unge heste.

 

Severo kom ind på en 5-års sort hingst Grand Galaxy Win, som Andreas fremhævede som et flot par. På dette niveau blev der redet mange overgange, og hesten skulle være energisk, men stadig bevare roen. Her blev der redet flere sidebevægelse, så hesten både var foran schenklerne, men også flyttede sig for schenklerne.

 

Thomas Sigtenbjerggaard kom som sidste mand ind på Vincent Maranello og viste en hest frem som Andreas fremhævede som en kommende Grand Prix hest. Vincent blev trænet i changementer og traversader. Her blev der også redet mange overgange og mere samlet trav, som træning til fremtidig passage. Publikum fulgte nøje med og var begejstrede for de tre kårede hingste, der blev vist frem fra Helgstrand Dressage.

 

Aftenen sluttede med Champagne, der blev sablet inden de fremmødte fik serveret tapas i ridehallen. Aalborg Dressage Event kom godt fra start!

< Tilbage