< Tilbage

Danskerne tager teten i de internationale klasser21-05-2016 - 15:39

Den første CDI3* er afviklet til Aalborg Dressage Event, hvor de danske ryttere kom godt fra start og løb med de første fire placeringer. Vi har talt med Michael Grønne Christensen på Holballes Deeba, der sluttede flot som nummer to i Prix St. George.

 

Af: Anna Rex Wittig 

Den internationale klasse CDI3* Prix st. George blev afviklet i formiddags til Aalborgs trestjernede A-stævne. Her var ryttere fra Danmark, Norge og Korea repræsenteret, men danskerne sørgede for at sikre sig de første fire placeringer ud af i alt fem.

 

Det var Rikke Dupont og hesten Deep Love, der med 73.658 % løb med sejren. Michael Grønne Christensen og Holballes Deeba sikrede sig andenpladsen med 71.237 %. Susanne Barnow blev med hesten Radondo nummer tre og opnåede 69.789 % efterfulgt at Susanne Møller Wallin og Sir James, der blev belønnet med 69.553 %. Den norske ungrytter Alexandra Andresen klarede sig også flot igennem sin stævnedebut med hesten Borencio, der opnåede 68.474 %.

 

Michael Grønne Christensen, som er uddannet berider på Mors og til daglig holder til i Sønderborg Rideklub, fortæller efter klassens afslutning om sin tur:

 

”Jeg synes faktisk, jeg havde en rigtig, rigtig god tur. Den kan godt blive lidt ilter, hoppen, og blive lidt spændt. Så jeg var super glad for, at jeg kunne få lov til at skridte inde på banen, inden jeg gik i gang og trave lidt letridning, og der slappede den godt af. Så overordnet har det været en super, super god tur.”

 

Michael Grønne Christensen har haft den niårige hoppe Holballes Deeba, siden hun var tre og blev guldmedaljehoppe.

 

”Hun har meget sit eget præg. En rigtig hoppe, men når hun kører, så bliver hun jo ved til uendeligheder. Så en stor personlighed og en fantastiske dejlig hest. Desværre tog hun nogle lidt dyre kiks til allersidst i programmet, som lige ødelægger billedet lidt, men jeg er meget, meget godt tilfreds og havde en god tur. Banen var god, og vejret var jo godt, så det var dejligt,” siger Michael Grønne Christensen efter dagens tur.

 

Michael Grønne Christensen skal på banen igen i morgen, hvor de skal starte Intermediare I, og som han fortæller, er det altid lidt spændende at se, hvordan Holballes Deeba reagerer på omgivelserne den første stævnedag.

 

”I morgen så ved jeg, hvordan hun er, og så kan jeg få lov til måske at ride en lille smule flottere og ride lidt mere til. Så det håber jeg på, jeg kan i morgen. Og så selvfølgelig lade være med lige at lave to sådan lidt dumme fejl,” siger han.

 

 

Om fem uger går turen til Nürnberger Burg-Pokal, og Michael Grønne Christensen, som har ambitioner om at kunne starte Holballes Deeba i Grand Prix i løbet af 2016.

 

”Jeg vil gerne ud og ride Grand Prix i år. Jeg skal bare i gang. Hun går det hele derhjemme. Jeg vil helst ride 70 % første gang. Det tror jeg ikke, jeg kan, men jeg skal bare afsted,” siger Michael Grønne Christensen med et smil på læben.

 

< Tilbage