Om os

Aalborg Dressage Event 2017 afholdes af Sportsrideklubben Aalborg. Det foregår på det store ridecenter Finstrupgaard, beliggende i udkanten af Aalborg på Dallvej 5, 9230 Svenstrup.

Sportsrideklubben Aalborg er en traditionsrig klub, som med sine godt 100 år er en af de ældste klubber i landet. Klubben holder i dag til på to centre; Annebergvej i Aalborg Vestby og Finstrupgaard i Dall.
Annebergvej huser en mindre rideskole, som benytter de dejlige udendørs baner og en lille ridehal. Beliggenheden af dette ridecenter er helt unik tæt på centrum af Aalborg.
Finstrupgaard er en fredet, hyggelig, gammel ejendom, der med sine hvidkalkede mure og kampestensbeklædte vægge emmer af historie og tradition.
Stedet er vokset og rummer i dag 100 bokse. Her er plads til både pensionærer, en rideskole og en stor handicapafdeling, som tilbyder ridefysioterapi. På Finstrupgaard er der tre ridehaller, 2 udendørs springbaner og 3 dressurbaner. Bygningerne er omkranset af folde og et stort naturområde, med ridestier og mulighed for at nyde naturen med sin hest.
Klubbens daglige leder og berider er Nikolai Kowalski. Han har 3 beriderelever i uddannelse - en uundværlig hjælp og støtte for det gode miljø i klubben. Springundervisning varetages af Hans Ley, som har skabt et spændende miljø for springrytterne i klubben.
SAO har i mange år uddannet dygtige ryttere, som har deltaget i både DM og NM i både spring og dressur. Klubben vil også fremover have fokus på det sportslige miljø og arbejder nu på at blive en eliteklub under Dansk Rideforbund.
SAO afholder hvert år det traditionsrige Jysk Mesterskab i spring og Jysk Mesterskab i dressur er nu også blevet en fast del af stævnerne. SAO afholder også flere distriktsstævner hvert år med championatsklasser i både dressur og spring. Stævnerne er altid velbesøgte og en stor del af klubbens medlemmer er selv i gang ved disse lejligheder.
Hvis du er nysgerrig efter at læse mere om SAO's 100 års historie kan du følge linket til SAO's hjemmeside, hvor der er historier og billeder fra klubbens mangeårige eksistens. www.sao.dk

Læs mere om Aalborg by i menuen til venstre.